Om sommeren, og en stor del af resten af året strømmer vesterbroerne op til et af deres få grønne - og blå - åndehuller, Vesterbro Søfront, langs sydsiden af Sct. Jørgens Sø.
Om eftermiddagen smider man sig måske på den smalle stribe græs. Efter arbejdstid tager man madkurven med hen på Planetariets trapper ned mod vandet. Her har solen igennem dagen varmet stenene godt op, og solen har i klart vejr frit spil til den går ned i vest. Dette gør, at man kan sidde her og nyde sin aftensmad selv på dage, hvor DMI ellers ikke har lovet picnic-vejr. Ind til solen forsvinder. Mens man sidder og nyder rødvinen af de langstilkede glas (glem aldrig dem på picnic!) og fletter fingre med konen, med udsigt til springvand og solnedgang, kan børnene løbe ind i Planetariets restaurant , Cassiopeia, og hente en spand brød til at fodre ænder, blishøns, svaner, lappedykkere og gråspurve med.
Det er bare helt suverænt!