Jeg var på Toldboden i dag (søndag) for at prøve deres brunch. Jeg ved ikke hvordan det har været før eller hvordan det er i hverdagene, men i weekenden er det i hvert fald brunch-buffet og ved at betale 220 kr får man et stempel på håndledet og så kan man ellers i 1 1/2 time (hvilket de ikke lod til at være strikse med) spise ligeså meget man har lyst til. I brunchen indgår gratis espresso-baserede kaffer, friskpresset gulerod/æblesjuice og så har de virkelig en god buffet med lækre ting. Brødet var super og fandtes i alle mulige udgaver (mørkt og lyst), yoghurten og den hjemmelavede crunch var rigtig lækker, marmeladerne var hjemmelavede og smagte skønt, der var masser af forskellige oste, salater, pil selv rejer, pålæg, små jordbærkager, ristede smør/kanel-toasts (mums!), pølser, omeletter, hjemmelavede leverpostej med bacon og masser af andre lækre ting. Omgivelserne er også fede synes jeg og der var en dejlig stemning og buffetten blev fyldt op hele tiden.
Alt i alt er det helt klart et sted jeg vil komme igen og 220 kr er selvfølgelig en godt betalt brunch, men de dage, hvor man har lyst til at forkæle sig selv og har tid til at hygge over lækker mad i flere timer, så er det klart et besøg og prisen værd. Taget i betragtning at friskpresset juice og espresso-baseret kaffe til brunch koster ca. 70+ andre steder synes jeg de samlede 220 kr var det værd.