Det er altafgørende at bestille bord på Sàigon Quán, som altid er stuvende fuld af lokale og tilrejsende, der nyder den ekstremt billige og frisklavede mad.
Jeg tror alle retter på kortet er lækre, men hver gang jeg har været der, har jeg bestilt vietnamesiske sommerruller med oksekød. En af de eneste retter, man ikke kan bestille som takeaway. Så får man et stykke reelt og supermørt oksekød, krydret med ristede jordnødder, et bjerg af friske krydderurter og bønnespirer og fine, dampede rispapirpandekager, som man kan samle til lækre ruller. Får man spist op af krydderurterne er der refill uden brok. Simpelthen så lækkert.
Jeg ville dog ikke vælge Sàigon Quán til en date, da man nærmeste sidder på skødet af naboerne. Sidst jeg var der med en veninde, diskuterede vi et avisudklip en af mine venner har hængende i sit køkken. En ti år gammel historie om, hvordan han som Butikschef i Holstebro heroisk havde stoppet en røver og sat sig på ham, til politiet kom.
Det grinede vi meget af, og underholdningen blev total, da nabobordet rejste sig for at gå. Bordherren lænede sig ind over vores bord og forsikrede os om, at han ikke havde smuglyttet til vores samtale. "Men jeg er redaktionschef på Holstebro Dagblad, og jeg kan også godt huske den historie!"