Min kæreste og jeg havde brug for at komme ud af huset, og i sidste øjeblik bestemte vi os for at vi ville prøve EarlyBird.dk. Derinde fandt vi blandt mange andre San Giorgio, og det valg blev vi bestemt tilfredse med. Serveringen var helt i top. Vi ankom for tidligt, men det var ikke noget problem, og eftersom vi var nået dertil allerede klokken 18, så var vi de eneste gæster i den lille intime restaturant de første 20 minutter, hvorefter de satte en omgang Sinatra på i baggrunden. De var opmærksomme, høflige og alt i alt gjorde de alt hvad de kunne for at skabe stemningen for en rigtig god date.
Vi fik en 4 retters menu, bestående af en krabbe-kage med en fennikel salat serveret med en frisk spumante til aperitif, en tortellini med oste- svampe- og nødde-mousse, en lækker entrecote og med vildsvinefilet og henholdsvis en svampesauce og en blåbærsauce, samt en desert platte, med en 5-6 lækre specialiteter.
Krabbekagen var fantastisk, virkelig virkelig god. Hvis jeg skal være meget kritisk var tortellinien en smule fed i smagen, men velsmagende. Hovedretten var 95% for mig, entrecoten var det bedste stykke køb jeg nogensinde har fået, og tilbehøret var rigtig lækkert, men desværre var vildsvinefiletten en smule tør. Deserten var en 5/6, rigtig lækkert, bortset fra tiramisuen, som var en smule "tør" af både kaffe og kakaopulver.
Da vi var i bil, skulle vi ikke have mere end et enkelt glas vin, og på deres anbefaling fik vi serveret et glas, som skulle vise at de virkelig har styr på deres vinkort. De kunne finde en vin der passede til alle de retter vi skulle have, det eneste minus er at som andre også har bemærket så er deres vinkort ret dyrt, og det samme gælder også for vand, hvor de som på mange restauranter i Italien har San Pellegrino, og det koster altså.
Det skal lige siges at anmeldelsen her er skrevet, fordi vi havde undersøgt anmeldelser på alle de restaturanter der lå på EarlyBird, og var lige ved at vælge San Giorgio fra på grund af nogle negative anmeldelser, og det har de i hvert fald ikke fortjent.