Coctails med tropefrugt og paraplyer er overhovedet ikke det mest interessante ved Salon 39. Som flere af mine medanmeldere påpeger har baren et lille spisekort med assorteret italiensk fims ("Crudo af slethvar" anyone?). Menuen gemmer imidlertid også en ægte perle: Den sagnomspundne "Bistecca Fiorentina".
Begrebet Bistecca Fiorentina dækker over samme kødudskæring som en amerikansk T-bone steak, men er typisk meget tykkere (op til 4 cm). Driftige nord-italienere har endda fremavlet en særlig stor kvægrace ("Chianina") så de kan få deres bistecca i magnum-størrelse. Bøfferne på Salon 39 kommer vist nok fra almindelig dansk kvæg, men det er nu også stort nok.
Bøfferne er for tykke til at skære med kniv og gaffel så de bliver båret ind til bordet hele hvorpå de skæres for af tjeneren. Salon 39 foreslår at man er to om at dele en bøf (mere om det senere).
Nu tænker du nok, "pfft, det lyder åndsvagt og ulækkert med al det kød", men ohhh - du tager fejl! Den store filet på den ene side er smagfuld og har fået masser af saft og kraft fra benet. Mørbraden, på den anden side af benet, er fantastisk mør. Begge er dryppende røde indeni.
Jeg besøgte Salon 39 med et par af mine venner og fordi vi var i ekstra bøvet humør bestilte vi en Bistecca hver (og forret naturligvis...). Bøfferne blev stegt af flere omgange, for at undgå de skulle blive kolde mens vi spiste. Inden andet hold blev båret til bordet tilbød tjeneren generøst at vi kunne slippe for tilbehør i anden ombæring mod et nedslag i regningen. (der var muligvis tale om oplyst selvinteresse, jeg kunne forestille mig at man har oplevet uheld med forspiste gæster). Anden runde -- rent kød -- var mindst ligeså god som den første.
At Bistecca'en indtages på en coctailbar i selskab med opdullede frederiksberg-dåser der misbilligende skuler af ens vanvids-forehavende, gør kun oplevelsen så meget desto større. Velbekomme!









