Det er heldigvis yderst sjældent man ser skilte med teksten 'Til henrettelsespladsen' her i byen, men ude i Ryparken står der et par af slagsen. Den mere eksakte lokation er Mindelunden, som dels er netop en mindelund, dels en statslig kirkegård for danskere der blev dræbt under anden verdenskrig.

Det kan virke håbløst umoderne og kedeligt at begynde at snakke om besættelsen, modstandsfolk og koryfæer fra en tid, som virker meget meget langt væk, og personligt har jeg da også altid haft en stor reservation overfor især nutidens rester af modstandsbevægelsen, der lader til at bevæge sig rundt på den yderste højrefløj. Om det er en sandhed eller en fordom, det ved jeg reelt ikke, men jeg lod mine reservationer ligge for en stund og sprang i nysgerrighedens navn op på cyklen for at se Mindelunden med mine egne øjne.

Mindelunden ligger hvor den gør, fordi området hørte til den nærtliggende Ryvangens kaserne, som tyskerne naturligvis havde besat, og man brugte det dengang noget øde område til at henrette modstandsfolk. De dødsdømte blev beordret ud til en lille fordybning, hvor de blev skudt.

Efter krigens afslutning fandt man lidt over 200 grave i området. Ligene var i de fleste tilfælde blevet begravet i hastigt sammentømrede kister, sammen med identifikationspapirer i en lille flaske. Ligene blev efterfølgende gravet op og endegyldigt identificeret, hvorefter de efterladte fik tilbudt enten at lade de døde blive begravet permanent på Mindelunden, eller at lade dem blive begravet på lokale kirkegårde rundt om i landet efter eget valg. De fleste efterladte valgte Mindelunden. I den efterfølgende tid fik Danmark et antal døde hjem fra KZ-lejrene i europa, og også disse skæbner fik en gravplads i området. Slutteligt blev Mindelunden officielt indviet den 5. maj 1950, på femårsdagen for Danmarks befrielse.

Med tanke på fortidens vold, død og ødelæggelse, hersker der i dag en næsten total fred over området. S-togene hvisler forbi ude langs med anlægget og man kan ane trafikken fra Tuborgvej, men ellers er der ro til lidt fordybelse og tankevirksomhed. At se resterne af henrettelsespladsen, komplet med pælene som ofrene blev bundet til inden de blev skudt, er en helt uvant bizar oplevelse i København. Det samme med den næsten uendeligt lange mur med mindetavler for 151 mennesker, hvis lig aldrig blev fundet. Eller det massive monument 'Moderen med den dræbte søn', som ved første øjekast kan virke lige lovlig pompøst, men som ved nærmere eftersyn - og især eftertanke - fremstår rørende og sørgmodigt. Eller den lille runde lund, hvor KZ-ofrene ligger i fred for de rædsler, som de må have oplevet.

Efter at have kigget mig omkring og tænkt mig om, fik jeg svagt samme kvælende fornemmelse som når jeg har besøgt KZ-lejre i fx Tyskland eller Tjekkiet. Antallet af gravpladser er fuldstændig underordnet, det er mere tanken om, hvad der er foregået af vanvid, som kan sætte mig i det eftertænksomme og bestemt også triste hjørne.

På den måde fuldførte Mindelunden vel sin mission til fulde overfor mig. 'Husk - bare en gang imellem', synes der at stå mellem linierne på gravstenene. Og det gør jeg gerne.

Meget har jeg set i min tid, men da jeg her til aften i et anfald af sult og dovenskab trådte ind gennem dørene til McDonald's på Runddelen, måtte jeg alligevel gnide mig selv i øjnene en ekstra gang. En McDonald's i cafe-look!

Jeg har godt nok bidt mærke i, at facaden er blevet (pænt!) renoveret gennem de sidste par uger, men jeg havde ingen anelse om, at selve butikken også er blevet lavet fundamentalt om. Væk er det tidligere mega-kitchede 50'er-flip med benzinpumper og jukeboxe, ind er kommet rolige flader som er holdt i brune og grønne nuancer.

Det største chok var dog at se, at der nu står fire styks Ægget omkring to borde, placeret ud mod Nørrebrogade - der hvor man tidligere sad og kunne glo ud på folk ved busstoppestedet. Andre steder stod stole, som grangiveligt lignede 7'eren, men jeg havde dog pli nok til ikke at vende og dreje stolene for at se efter på detailniveau.

Under alle omstændigheder er resultatet: Designermøbler i en McDonald's. Så har jeg set dét med! Det næste bliver vel tog til tiden eller udebanesejre til Brøndby IF. Jeg tvivler dog på, at konceptet ændrer særlig meget ved opfattelsen af McDonald's, for hvem gider egentlig sidde i længere tid end højst nødvendigt i en fast food-biks?

Maden er der ingen grund til at kommentere; alle kender den i forvejen. Men dog tre propeller for den dybt forbløffende - og trods alt positive - oplevelse her og nu.

Med fare for at blive betragtet som en småvanvittig troll fra Wonderful Copenhagen, så vil jeg hermed gladeligt både lette på hatten og løfte champagneglasset i en lille hyldest for den bronzebelagte havfrue i havnen. Hun er jo et dybt gennemtænkt spejl af os alle!

I al sin lidenhed er hun ganske enkelt indbegrebet af vort land og vor hovedstad. Vi gør jo ikke så meget væsen af os og gyser ved tanken om andet end status quo, huse højere end tre etager eller veje bredere end to Christianiacykler, så hvorfor skulle havfruen dog se anderledes ud end hun gør? En 200 meter høj havfrue med indbygget laserlys i øjnene og kasino i underlivet ville jo slet, slet ikke holde alligevel.

Den lille havfrue er som Maniken Pis i Bruxelles eller det dersens klokkeværk i Prag. Som lederhosen i Bayern eller striktrøjer i Nordnorge. Som letøl i Sverige eller harmonikaer i Vestfrankrig. Og netop derfor flokkes turisterne om den lille havfrue, for blot ved at glo på hende i et par minutter, er de blevet tilpas bestyrket i deres forventninger (onde tunger ville sige fordomme) og kan rejse hjem igen vel vidende alt om os.

Alt dette er ganske jammerligt - faktisk rædselsfuldt - men det er jo overhovedet ikke den lille havfrues skyld. Hun er, som nævnt, blot et spejl af os. Et spejl fra 1913, for at det ikke skal være løgn, og jeg hylder derfor havfruen for hendes snart 100 år gamle visdom og krystalkuglekigning.

I øvrigt er det ikke os der griner af turisterne - det er lige omvendt. Men turisterne er så høflige og velopdragne, at de ikke viser det åbenlyst. Tænk lige over dét næste gang du traver på Langelinie.

I stil med de nærmest utallige andre fort i Storkøbenhavn (Charlottenlund, Trekroner, Kastrup osv.) blev Dragør Fort anlagt som en del af Københavns daværende mildest talt imponerende befæstning. Dragørs opgave var primært at beskytte sejlrenden Drogden, samt at hindre landsættelse af fremmede tropper langs sydøstsiden af Amager. Man havde en veritabel skanse hele vejen fra Dragør Fort og ned til Kongelundsfortet, en 5-7 kilometer væk.

Fortet blev anlagt i 1910-15 på en kunstig ø, som senere blev gjort landfast via en lille dæmning. I fortets velmagtsdage husede det op imod 370 mand og et større udvalg af militært isenkram, som sikkert kunne skræmme selv den mest dumdristige fjende væk.

Næsten 100 år senere ligger fortet der stadig, med akkurat samme gode udsigt over Øresund og Køge Bugt-området som dengang. Fortet har dog lidt samme skæbne som fx Middelgrundsfortet, så det i dag er i privat eje og omdannet til en slags legestue for feststemte selskaber. For et par år siden var der regelmæssigt åbent i restauranten, men det gør man sig åbenbart ikke længere i - jeg har i hvert fald ledt forgæves efter både mad og drikke de gange jeg har været der i år.

Uanset fraværet af levnedsmidler, så er fortet stadig en fornøjelse at besøge hvis man har lyst til en god gang frisk luft og - som nævnt - en formidabel udsigt over havet. Øresundsbron gør sig rigtig smukt fra denne vinkel af byen, og derudover har man fornøjelsen af en massiv skibstrafik op og ned gennem sundet. De fleste skibe snupper Drogden, men man kan være heldig at se enkelte skibe tage turen under broen, hvilket sætter dens størrelse i et forbløffende relief. I godt vejr kan man endda se helt ud til Drogden Fyr, der ligger ensomt og blinker til folk og fæ. Når man er færdig med at kigge, kan man nemt trave tilbage til Dragør by og få et godt måltid mad i hvad jeg vil kalde københavns svar på Skagen.

Brokvarterspuritanere vil sikkert mene, at Dragør er lang fanden i vold, men det er slet ikke så slemt; der er direkte bus (350S) fra Nørrebro og city til Dragør.

Den 13. juli 2006 skred kaptajn og besætning fra det russiske fragtskib Alexa og lod det i bogstaveligste forstand sejle sin egen sø. Skibet lå for anker på Reden, som omtrent er lig indsejlingen til Københavns Havn, og der blev det så liggende i ensom majestæt. Besætningen forsvandt angiveligt fordi de ikke havde fået løn i månedsvis og fordi provianten var ved at slippe op. Der er mig bekendt ingen der ved, hvorfra skibet kom og hvor det var på vej til.

Skibet gav Københavns Havn, Søfartsstyrelsen og Farvandsvæsnet en del overarbejde, for man kan jo ikke sådan lige trylle et helt skib væk igen. I første omgang blev der lagt lysbøjer rundt om skibet og installeret en slags sender, som andre skibe opfanger på deres radarer, og så fik Alexa ellers lov til at ligge der og skvulpe frem og tilbage. Efterfølgende er skibet blevet trukket ind i selve Københavns Havn, hvor det nu ligger til kaj på Refshaleøen, umiddelbart nord for Halvandet.

Jeg har taget turen derud et par gange, og jeg sværger, at man kan høre knurrende, knasende metal-mod-metal-lyde fra skibets indre når man står ved siden af og stirrer på det. Stephen King ville kunne skrive den mest hårrejsende bog hvis han tog udgangspunkt i Alexa. Skibet er oprindeligt et fryseskib, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der befinder sig i de gamle fryserum. Måske det var derfor, at besætningen forsvandt? 'Redrum' og den slags? Ikke desto mindre gav jeg gerne en hel del for at få lov til at komme ombord og snuse, lytte, føle, se.

I dagslys er skibet overraskende smukt, med flotte bløde linier og et ekko fra oceanerne.

Men når mørket falder på...