Alt ok, indtil.....
Man får sat sig og bestilt mad. Mood Food er et lille nyåbnet spise- og takeaway sted, som ved første øjesyn lover langt mere end det viser sig at kunne holde. Man har tydeligvis tænkt over indretningen, som har klar inspiration fra amerikanske diners, men med lige netop den finesse der gør, at den virker. Førstehåndsindtrykket er således rigtig godt, og når man bevæger sig hen til disken bliver det endnu bedre: et stort udvalg af salater, søbogaardrikkevarer og burgere i alle afskygninger. Her er det så, at indtrykket begynder at krakelere.
Personalet virker stresset og nervøst, og da jeg fik sat mig fandt jeg ud af, at de andre gæster ikke havde beholdt overfrakkerne på fordi at de havde travlt - her var simpelthen hundekoldt. Bedre blev det ikke da maden blev serveret.
Jeg ved ikke hvad slags råvarer man bruger i biksen, men den torturbøddel der huserer i køkkenet formår ihvertfald at pine enhver smagsoplevelse ud af de sagesløse ingredienser, inden han med sovjetisk brutalitet og mangel på finesse tamper dem sammen og kalder resultatet en burger, hvorefter han beordrer dem fremad mod gæsternes sultne ganer. Selv havde jeg bestilt en mexicansk burger med jalapenos, og der skal nok have forvildet sig en enkelt eller to ind mellem dette fejlgreb af en parodi på den amerikanske nationalspise. Brødet mindede i sin tørhed mere om et daggammmelt rundstykke end en burgerbolle, salaten var slatten, og dressingen sikkert hoppet af eller simpelthen gået til i gulag og glemsel. Det værste var dog bøffen. Førnævnte kok havde åbenbart set sig så ond på bøffen at han ville strafffe den ved at riste den over en sagte ild. Desværre betød det for undertegnede, at den stakkels kødklump var blevet så forbrændt , at den opgav ånden og faldt fra hinanden når man skar i den. Dertil skal lægges at de ledsagende pommes frites var af den særlig kedelige variant, der efter en omgang i frituregryden lige nøjagtig formår at fremkalde illusionen om lækker junkfood før de pulveriserer på den særlige melede måde der føles som en narresut over tungen.
Jeg får næsten dårlig samvittighed over at svine Mood Food så meget til. Man har tænkt over indretningen, og maden ser virkelig lækker ud. Det er bare synd at omtanken desværre ender henne ved disken og derefter bliver til noget der mest af alt minder om usømmelig omgang med lig. Der skal simpelthen en helt anden tilgang til i køkkenet før jeg begiver mig derind igen. Jeg kan kun sige kom igen, og tænk lidt over at maden trods alt er det vigtigste når man åbner et spisested.