Le Gourmand er en af den slags butikker, man kun kan ønske sig flere af. En delikatessebutik, ja helt klart, men i virkeligheden er der mere tale om noget, vi alle sammen godt kunne bruge mere af - nemlig fokus på, hvad det rent faktisk er vi putter i munden.
Har man en gang besøgt det lille kælderlokale, vil man de næste mange gange man går i netto og putter diverse maskinfremstillede fødevarer ned i sin kurv føle sig som en forræder og en sadistisk voldtægtsmand af Ted Bundy-klassen. En forræder mod de mange skønne smagsnuancer, som mad kan byde på, hvis man blot gider tænke lidt over, hvad det rent faktisk er, man spiser - og en voldtægtsmand mod sine egne indre organer, der endnu en gang må tage sig til takke med at fordøje fødevarernes fup og gamle aviser fra det fortravlede samfunds evige krav om effektivitet.
Fornøjelsen ved at handle hos Le Gourmand er ikke blot det åndssvagt høje kvalitetsniveau, men også, og især, den entusiasme man møder bag disken. Her bliver maden til et eventyr, der sætter en tyk streg under, at man bør give sig tid til at stoppe op og nyde livet så ofte som muligt, alt imens man får historien om hvorfra skinken kommer, hvordan man laver den sprængte gås, og hvorfor ostene smager som de gør langet over disken sammen med den næste smagsprøve på den anden ting, som man også lige skal prøve. Det ene smagsindtryk tager det andet ligesom snakken over et godt glas vin, og når man går ud butikken er det med lige så mange nye indtryk som gode oplevelser fra en butik, hvor man brænder for de ting man laver og prøver at videregive kærligheden til maden snarere end at sælge fødevarer.
Prisniveauet er, alting taget i betragtning, yderst rimeligt. Man må tænke over, at mad af den kvalitet som der bydes på her, rent faktisk mætter meget mere. Kæresten og undertegnede skulle have lækkerier til en aften i sofaen, og ned i posen røg to gode stykker ost, et stykke gåsepølse, en solid skive rådyrspaté, ti skiver skinke af typen der smelter på tungen og en bakke oliven - alt sammen til under 300 kroner, og så havde vi endda mere end halvdelen til overs efter aftenhyggen i sofaen.