La Glace efterlader en med den sære skizofrene følelse af at have oplevet noget helt utroligt lækkert under de helt forkerte omstændigheder. Lidt ligesom at fejre afslutningen på Ramadanen med at spise sig en pukkel til i stegt flæsk.
Man kan ikke benægte det faktum, at La Glace's imposante lagkager ser indbydende ud, som de står der i vinduet. Når man træder ind ad døren er indtrykket i første omgang også, at man er trådt tilbage til de gode gamle dage, dengang da mænd gik med hat, å blev stavet med dobbelt a, og man stadig sagde De til folk man ikke kendte. Her var det så at udtrykket lige så stille begyndte at falde fra hinanden. Man kan næppe gøre noget ved, at La Glace, beliggenheden taget i betragtning, er overrendt, men kunne man i det mindste ikke gøre noget for at mindske støjen.
Nuvel, hvis så bare betjeningen var lige som dengang, fra før verden gik af lave, og mænd fik langt pandehår og hørte jazz. Men nej, personalet er åbenbart akkordlønnet efter hvor mange folk, de kan få gelejdet igennem. I hvert fald var smilet på deres læber blevet til en træt grimasse, der blev ledsaget af så få ord, at man overvejede, om der blev trukket i lønnen alt efter, hvor mange stavelser der blev ytret per kunde. Så var det jo en trøst, at organet på de serverende teenagepiger ikke fejlede noget. Hvilket undertegnede erfarede, da en cirka 15-årig en af slagsen brægede en bestilling ud i lokalet med en lydstyrke ikke ulig et æsel, der har slugt et kompressorhorn.
Jeg blev dog ikke skuffet, da jeg satte gaflen i det stykke satanisk lækre chokoladekage, som jeg havde valgt at mæske mig med. Bagværket på La Glace kan bedst beskrives som konditorfagets svar på Manhattan-projektet. Man er ikke helt sikker på, at kagesmedene ude bagved har gjort sig klart, hvad konsekvenserne af deres frembringelser bliver, dersom nydelsescentret i min hjerne får sin vilje angående deres værk - jeg ville inden for kort tid eksplodere i en supernova af kolesterol og overvægt.
Dog, bedst som jeg sad på min sky af nydelse, og et ubesmittet drengekor sang herrens pris i mine ører, skete det. Jeg begik den fejl at vende mig om, hvor efter jeg som en anden tegnefilmfigur i næste sekund faldt til jorden, hurtigere end man kunne sige 9,82 m/s. Idyllen var spoleret, af et barn. Eller rettere, idyllen var spoleret af et barn, der havde medbragt sutteflaske i form af sin mor, der velvilligt hev op i blusen og lod junior gå til makronerne, eller melonerne om man vil. Og det så hele forsamlingen havde frit udsyn til babs og nutte. Igen drømte jeg mig tilbage til dengang, hvor børn var forment adgang til steder som disse, eller hvor man i det mindst lige vendte siden til, så hele forsamlingen ikke skulle indvies i, hvordan det går til når madame skal have fodret sit afkom.
Næste gang vil jeg gå på Montmatre. Kagerne er ligeså gode - faktisk bedre, man har det ikke som en spærreballon bagefter, og betjeningen er venlig på samme måde, som dengang da man tog sig tid til at lave tingene og havde ordentlige materialer til fremstillingen.