Den lille cafe/vinbar i centrum af Dronningens København - og lige overfor Kongens Have - er et glimrende bud på et sted, hvor man kan kombinere traditioner med afslappet stemning.
Il Senso giver fra starten en velkomst til støvlelandet med dets rustikke indretning, hvor man prøver at ramme den italienske indretnings-åre - en mission der lykkes udemærket. Med rustikke træborde,- stole og bænke går man hvert fald ikke galt i byen. Ydermere prydes væggene af lidt kunst fra Italien (dog en lille smule klichéfyldt).
Stedet er først og fremmest en vinbar - og det skal man være opmærksom på! For hvis man er ude på at blive forført i den italienske gastronomis fineste måltider, går man forgæves. Menukortet består udelukkende af salater samt en oste- og pølse/skinke-platte, der netop er beregnet som værende akkompagneret til en af stedets mange vine.
Dog skal det nævnes, at man med en kold velsmagende italiensk øl og en sådan platte sagtens kan få sin sult stillet - og samtidig nyde et godt måltid.
Prisniveauet er acceptabelt, og man må beregne ca. 250 kr. for to personer inkl. mad og drikke. Dog bliver prisen lidt højere, hvis man kaster sig ud et vinprojekt.
Med den i øvrigt fremragende og opmærksomme betjening er Il Senso stedet, hvor man både kan fordybe sig i det italienske vinunivers eller blot få stillet sin sult, inden man drager ud i byen igen; med en smule mere Italien i blodet...