Jeg elsker at gå i Guf på Nørrebrogade - der hersker lidt kreativt kaos, men det gør bare at man går og leder længere på hylderne, og får købt noget som man ikke anede man manglede. Personalet skal nogle gange lige råbes op, men når man gør det synes jeg altid de er hjælpsomme, og man får et lille anerkendende nik hvis man efterspørger noget der også falder i deres smag.

Hvad kan jeg sige - jeg ELSKER Guf!

Det var et års tid siden jeg sidst havde været der, fordi jeg sidste gang oplevede dårlig betjening. Nå, ja, måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen eller måske ekspedienten, tænkte jeg. Nu jeg alligevel går forbi forretningen og skal have den nye CD, så giver jeg det lige et forsøg igen. Jeg havde nok bare en uheldig oplevelse den gang.

Men NEJ: Det var fuldstændig det samme. En rodet, smånusset butik. Tre ekspedienter bag kassen. Den ene er ved at ekspediere en anden kunde, men går én af de to andre over til mig? Nej, de fortsætter deres indbyrdes smalltalk. Det bliver min tur, og nu udspiller der sig et virkeligt kunstnummer: Hvordan man sælger en varer og modtager betaling uden overhovedet at se på kunden. Selv da jeg skal have min pose med CD'en i vender hovedet over mod de to andre, for man skulle jo nødigt gå glip af den sjove snak.
Ikke så meget som et ord, antydningen af et smil eller så meget som et blik.

Så fremover er jeg helt sikker: Her køber jeg kun min musik, når jeg ikke kan komme uden om det. For GUF har én fordel: Der er søndagsåbent.