Nu er jeg ikke selv Københavner, langt fra. Jeg bor i Roskilde, så det må vel svare til at jeg bor i Randers men anmelder en biograf i Århus.
Om ikke andet har jeg ikke noget imod at bruge lidt ekstra tid og penge på engang imellem at tage i Grand, simpelthen fordi den er så piv nice.
Grand er biografen i København, på sjælland, i Danmark, fordi dens repertoire og atmosfære er så unik for en dansk biograf.
Man skal tage i Grand hvis man vil se film de ikke viser i de andre biografer, man skal tage i Grand hvis man er træt af folk der skriver sms'er under filmen, man skal tage i Grand hvis man ikke bliver irriteret over hobevis af snobbede universitetsstuderende der føler sig en smule hævede over alle andre fordi de går i Grand og bruger deres SU.
Grand er nemlig lidt sjov på det punkt, fordi det faste publikum derinde ofte ser lidt skævt til en når man kommer og er teenager og ikke har briller med sort ramme og drikker Cappucino mens man diskuterer pøblens mangel på kulturforståelse.
Selve biografen ligger langt fra for eksempel Imperials standarder indenfor lyd, billede og benplads, men til gengæld får man lov til at nyde sin film i fred, uden de ovennævnte faktorer der gør at man af og til genovervejer at tage i Cinemaxx på en regnvejrssøndag. Grand ER Københavns bedste biograf, men måske man kunne håbe at de en dag investerede i en ordentlig røvfuld lyd og lys, samt et par ekstra centimeter benplads.