Gemt godt omme bag H.C. Ørsted Værket ligger her et pragfuldt område for den nysgerrige københavner. Området er omkranset af Enghave Brygge ud mod havnen og Landvindingsgade ind mod byen. Hvor betegnelsen 'Det hemmelige galleri' kommer fra, har jeg ingen anelse om, men udtrykket er velvalgt. For at komme ind på det gigantiske område, som ganske rigtigt blev brugt til kulopbevaring helt op til starten af 90'erne, skal man kravle gennem et lille hul i en gammel trælåge (resten af området er lukket inde af meterhøje mure), men det moderate besvær betaler sig mangefold tilbage.
Personligt har jeg et yderst ambivalent forhold til graffiti, men her kommer kunstarten virkelig til sin ret og står hamrende flot som den smukkeste storbykulisse. Her har malerne haft tid og fred til at producere noget der rent faktisk er værd at kigge på, fremfor at spilde tiden (og andres penge) på hjernedøde tags på s-tog og private husmure. Ord kan slet ikke beskrive det orgie af farver og motiver som tårner sig op på sammenlagt flere hundrede meters mur. Det skal ses med egne øjne!
Jeg kan berolige mine med-anmeldere og andre om, at der ikke ligger konkrete planer for bebyggelse på dette område - dertil ligger det ganske enkelt for perifært og øde. På sigt er der dog næppe nogen tvivl om, at også dette område af Sydhavnen bliver udslettet af boligblokke og velfriserede grønne områder, så nyd anarkiet og det post-industrielle havnemiljø mens det stadig eksisterer.