Atlas Bar går begge veje. Normalt laver de god mad med lækkert tilbehør til fair priser (ift. resten af Danmark i hvert fald). Stedet er hyggeligt og det har sin charme at man kun kan se menuen på tavlen og må sidde lidt tæt. Utraditionelt, nede på jorden og hyggeligt.
For et par uger siden var jeg på Atlas Bar med en gruppe venner. Stedet var halvtomt, men alligevel var personalet ude af stand til at betjene os og de andre gæster ordentligt.
En halv time efter vi havde sat os, måtte vi selv spørge om de tog i mod bestillinger, hvorefter tjeneren arrogant undskyldte og sagde at han troede vi allerede blev betjent, men nåja, tihi, ups, der var jo heller ikke stillet brød og bestik frem. Det kan ske, tænkte vi, og vi fortsatte i højt humør. Ind til en anden tjener så kommer over og siger, at de altså var kommet til at give en af vores retter til et andet bord (som i desperation bare havde sagt ja til at få serveret et eller andet, så de kunne nå deres aftale andetsteds). Da vi skal betale, må vi igen vente og vente, ind til vi atter på arrogant vis får mulighed for at lange betalingskort over disken.
Vi gik derfra med en følelse af at Atlas Bar vist ikke er stedet man tager hen, når aftenen bare skal glide. Normalt svinger det fint, men der er risiko for at det ender uheldigt af og til.