Det er en tilsnigelse at kalde dette sted en italiensk restaurant - endsige restaurant. Tag bare forretten: En tarvelig dårlig tunmousse på et stykke ristet, kedeligt hvidt franskbrød fra den nærmeste netto overstrøet med overskårne grønne glasoliven. Man skulle tro det var skjult kamera. Stedet kan kun overleve fordi det tilsyneladne formår at tiltrække turister fra det nærliggende Kgs. Nytorv. Ejeren skulle skamme sig. At han kan være sig selv bekendt. Føj!

Sjældent har jeg været så skuffet, og sjældent har jeg følt mig flået så meget som på Amarone. Både forretten og hovedretten var oversaltede så man troede man var med i en skjult kamera-optagelse. Betjeningen virkede ligeglad, og kokken stod og røg smøger i indgangsdøren det meste af tiden, mere eller mindre kun afbrudt når mikroovnen ude i køkkenet sagde pling. Hvordan i himlens navn de kan få det sted til at løbe rundt overgår min fantasi, men måske kommer der intetanende turister nok forbi til at det kan lade sig gøre. Det sted virker på mig mest som en parodi.

Måden, som ejeren satte kaffekoppen på, burde have advaret os, mente min medspiser. Faktisk var jeg inviteret på frokost med den store slagterpung til italiensk delikatesse i Gothersgade. Grundet tidspunktet - her i juli måned - måtte vanlige italenske steder som La Buca og diverse andre italienske spiserier droppes. De havde lukket.

Men så var der jo Amarone.

Ejeren var alene, da vi kom, og det forkølede turistpar med deres lille dreng havde bænket sig før os. Der var koldt i lokalet, og da vi fik de to plasticlaminerede menu-kort, burde vi være gået.

Ikke en eneste pastaret, til gengæld pizzaer og så en sidemenu med hummersuppe, rejer mm. Og så selvfølgelig en drink og tiramisu oveni.

Espressoen kom - og den var varm. Som det eneste denne dag. Vi havde bestilt bruscetta til forret i den tiltro, at ingen kan fucke sådan en op. Forkert. Prøv gammelt brød, iskolde tomater uden smag og salt, så det hvinede i spytkirtlerne. Faktisk uspiseligt.

Bruscettaen kom efter hovedretterne, de to gange oksefileter med champignonsauce, grøntsager og kartofler. Og godt det samme. Kødet kunne spises og var lunkent, kartoflerne må ejeren/kokken have gået på en særlig skole for at ødelægge: de mindede i form om de skiveskårne købe-kartofler, dog uden skræl, der så var friturestegte, blevet kolde og derefter skubbet i mikroovnen. Ak. Ved siden af lå et råt stykke bacon foldet omkring cirka 10 grønne bønner, der var fra en frysepose, derefter pint på en pande og genopvarmet.

Husets vin var drikkeligt. Prisen for to glas og et frokostmåltid lød på 395 kr.

- vi skulle bare være gået, da vi så maden, sagde min medspiser.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Her er haiku-digtet, der kom ud af besøget:

»Da vi mødtes på Amarone
Den gyldne makron
Med en ejer som en lazaron
Og kartofler så lange som Øresundsbroen!«